Hjemmet

Dr. Ingrids plejehjem Bøgehøjgård er bygget i 1973 af Dansk Røde Kors. Indtil sin død var Dronning Ingrid protektor for plejehjemmet.

Bøgehøjgård drives i dag af non-profit organisationen OK-Fonden.

Bøgehøjgård var de første ca. 20 år et selvstændigt plejehjem og var derefter integreret med hjemmeplejen i en årrække. Efter 1. maj 2003 er plejehjemmet atter selvstændigt med egen ledelse og fast medarbejderstab.

Der er i alt 47 boliger på plejehjemmet. Heraf er der 1 særlig ægteparbolig, 4 aflastningsboliger og 9 boliger til midlertidigt ophold. Alle boligerne er indrettet med kombineret stue og soverum, entré med lille te-køkken og garderobeskabe og eget bad og toilet. Fra hver bolig er der udgang til en lille terrasse. Boligerne er møbleret med seng, sengebord, nødkald, TV- og telefonstik. Derudover er aflastningsboligerne og boligerne til midlertidigt ophold også møbleret med et lille bord og 2 spisebordsstole, en hvilestol, lamper, fjernsyn, billeder og gardiner.

Der er ansat ca. 70 medarbejdere fordelt på pleje og omsorg, køkken, sygepleje, aktivitet og træning, rengøring, varmemester og administration. Ledelsen består af en plejehjemsleder og to afsnitsledere. Der er tilknyttet omsorgstandpleje, frisør og fodpleje.

Fokus på hjemligt miljø

Hver beboer har en kontaktperson, som er ansvarlig for, at dagligdagen fungerer bedst muligt. Dette gælder både den daglige pleje og omsorg, aktivitet og tværfaglig kontakt. Vi lægger stor vægt på samarbejde og åben dialog med beboerens familie og venner.

På Bøgehøjgård arbejder vi ud fra principperne for leve-bo-miljø, tilpasset plejehjemmets fysiske muligheder. Leve-bo-principperne indebærer blandt andet, at vi tilstræber et hjemligt miljø med fokus på selvbestemmelse, medindflydelse og videreførelse af beboerens tidligere liv.

Alle måltider tilberedes i plejehjemmets eget køkken. Vi lægger vægt på at servere indbydende retter af god kvalitet og på at skabe en god og hyggelig atmosfære omkring måltiderne.